Links: Til "Mårslet i dag, lokalhistoriske billeder, lokalhistoriske artikler
Oversatte / tidlige kirkebøger: Begravelser 1757-1813 (fylder 472 KB), Dåbsoplysninger 1642-1813 (fylder 2.908 KB), Trolovelser og vielser 1642-1759 og begravede 1642-1756 - (fylder 190 KB), Vielser 1760-1813 - (fylder 202 KB).

Mårslet før –
Navnet Mårslet er blevet til af stavelsen "marth", der er et gammel-svensk ord for skovbevoksning, og "slet", som er afledt af ordet "slå". Altså "en rydning i skoven". Byen er nævnt i sen-middelalderlige optegnelser i forbindelse med Århus og Øm Kloster. Kirken stammer fra 1100-tallet.
Mårslet er et af de få sogne i landet, der har to herregårde – Vilhelmsborg og Moesgaard. Moesgaards historie rækker tilbage til 1500-tallet, Vilhelmsborgs til 1100-tallet.
Herregårdenes storhedsperiode varede til midten af 1800-tallet, da sognets bønder begyndte at frikøbe deres fæstegårde. I Hørret, Langballe og Testrup ses endnu, hvor tæt selvejergårdene blev lagt. I Mårslet er de helt forsvundet, på nær Eskegården og en rest af præstegården.

Nogle af navnene fra de gamle gårde har overlevet som stednavne i byen – blandt dem Bomgården, Borregården, Frøkærparken og Møllegården.
Den gamle skole lå, hvor Borgerhuset ligger i dag – først i form af et stråtækt hus, siden 1885 i form af det hus, vi i dag kender som Borgerhuset.

Borgerhuset var skole indtil 1931 og siden kommunekontor og kæmnerbolig. I 1970 blev Mårslet lagt ind under Århus kommune. I dag er Borgerhuset "forsamlingshus" og deler lokaler med en børneinstitution.
Indbyggertallet i Mårslet var helt op til cirka 1880 kun omkring 900 personer. I 1884 kom jernbanen til byen. 

Det førte en markant udvikling med sig i form af et (senere nedbrændt) afholdshotel, en ny skole, en brugs, et andelsmejeri, samt flere andre byhuse. Der kom også mange nye indbyggere. I 1901 var indbyggertallet cirka 1300.

Udviklingen stod dernæst stille i en del år. Først i 1960'erne, da Mårslet blev vækstområde i Århus kommunes planlægning, tog begivenhederne atter fart.
Læs senere mere om kommune- og lokalplaner her.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev der pr. 1. april overflyttet 1.788 personer fra folkeregistret i Mårslet til Århus.

Fra 1960 til år 2000
Borrevænget og Gyldenkronesvej stammer fra tiden umiddelbart omkring 1960. I 1960'erne fulgte Agervej med sideveje og det "nederste" af Præstegårdsvej med sidevejene Uveavej, Nevavej og Piganavej. Også Storhøj er opført inden 1970 - udstykket og påbegyndt i 1960.
Efter kommunesammenlægningen fulgte Mølleparken, Baneleddet, det "øverste" af Præstegårdsvej samt de røde rækkehuse på Nymarksvej. En overgang havde et Skivefirma kastet sin kærlighed på byen. Det opkøbte jord, byggemodnede og byggede i byen i flere år – blandt andet på Præstegårdsvej og Nymarksvej.
De nyeste kvarterer er Bedervej, Ovesdal, Frøkærparken og Langballevej/Langballevænget.
Visbjerg Hegn er foreløbig byens eneste sociale boligbyggeri. Det er et tæt/lav byggeri med 20 ungdomsboliger og 82 to-tre- og fire-værelses lejligheder. Første etape blev indviet i 1987, anden etape i 1990.
Byens andet store tæt/lav byggeri ligger på Nymarksvej og består af både ejer- og andelsboliger. Andelsboligerne kom sidst - blev indviet i 1988.
I udkanten af Visbjerg Hegn ud mod Langballe er byens første seniorboligbyggeri - Karlsminde - opført. Ved siden af det er et nyt på vej med yderligere 18 seniorboliger.
Den nyeste udstykning er Hørretløkken, hvor der ifølge byrådsvedtagelsen er plads til 61 parcelhuse og et antal seniorboliger på to storparceller. De første af parcelhusene opføres i forbindelse med den store Byg & Bo-udstilling i påsken 2002.