Links: Tilbage til Fællesrådet
På denne side: Navn og hjemsted, medlemsskab, nudmeldelse og eksklusion, fællesrådets sammensætning, forretningsudvalg, økonomi, repræsentantskabsmøde, aftemningsregler, vedtægtsændringer, ophævelse

Vedtægter for Mårslet Fællesråd

§ 1. Navn og hjemsted
Sammenslutningens navn er: MÅRSLET FÆLLESRÅD
Sammenslutningens hjemsted er: 8320 Mårslet

§ 2. Formål
Fællesrådet skal være et inspirerende og kreativt forum, der skal fastholde, fremme og koordinere lokalområdets interesser.
1. Fællesrådet kan koordinere medlemsgruppernes eller enkelte borgeres forslag til gennemførelse af aktiviteter af interesse for lokalområdet, bistå med problemløsninger, afholde borgermøder og forhandle med offentlige myndigheder. 
2. Ved interessekonflikter handler fællesrådet ud fra et helhedssyn til lokalområdet.
3. Fællesrådet respekterer enhver medlemsgruppes ønske om egen forhandlingsret.
4. Fællesrådet informerer medlemmerne og beboerne i lokalområdet om initiativer og aktiviteter.

§ 3. Medlemskab
Enhver forening, gruppe, institution, skole, råd, nævn m.v. (i det følgende kaldet medlemsgruppe), som har sit hjemsted og/eller virke i 8320 Mårslet, kan optages som medlem af MÅRSLET FÆLLESRÅD.
Stk. 2. Forretningsudvalget træffer efter anmodning beslutning om optagelse, som herefter sker med omgående virkning. Optagelsen forelægges til godkendelse på førstkommende repræsentantskabsmøde.
Til toppen af denne side

§ 4. Udmeldelse og eksklusion
Udmeldelse kan ske med mindst 1 måneds skriftligt varsel og træder i kraft fra næstfølgende kalenderårs begyndelse.
Stk. 2. Såfremt en medlemsgruppe undlader at betale kontingent rettidigt, slettes medlemskabet af Mårslet Fællesråd for den pågældende medlemsgruppe - efter behørig rykker.
Stk. 3. Begrundet eksklusion kan kun ske ved repræsentantskabsmødets beslutning efter samme regler som ved vedtægtsændringer, jf. § 10.
Til toppen af denne side

§ 5. Fællesrådets sammensætning
MÅRSLET FÆLLESRÅD ledes af et repræsentantskab, der består af 2 repræsentanter fra hver medlemsgruppe. Ingen enkeltpersoner kan repræsentere mere end én medlemsgruppe.
Stk. 2. Til at varetage det løbende arbejde mellem repræsentantskabsmøderne vælger repræsentantskabet et forretningsudvalg, jf. § 6.
Til toppen af denne side

§ 6. Forretningsudvalg
Forretningsudvalget består af 7 medlemmer samt 2 suppleanter. De 7 medlemmer har hver én af følgende poster:
Formand, næstformand, sekretær, kasserer, økonomisk ansvarlig for Mårslet Bladet og menigt medlem (2 stk.).
Stk. 2. Forretningsudvalgets medlemmer og suppleanter vælges på repræsentantskabsmødet og så vidt muligt blandt repræsentanterne for medlemsgrupperne. 
Stk. 3. Forretningsudvalgets medlemmer og suppleanter vælges for en 2-årig periode. Genvalg kan finde sted.
Stk. 4. Formand, kasserer, 1. menige medlem og 1. suppleanten er på valg i lige årstal.
Næstformand, sekretær, økonomisk ansvarlig for Mårslet Bladet, 2. menige medlem og 2. suppleanten er på valg i ulige årstal.
Stk. 5. Forretningsudvalget arbejder under ansvar over for repræsentantskabet. Ved evt. afstemninger i forretningsudvalget har hvert medlem én stemme. Til vedtagelse af et forslag kræves mindst 4 stemmer for forslaget.
Suppleanterne kan deltage i forretningsudvalgets møder, men de har ikke stemmeret.
Stk. 6. Forretningsudvalget kan nedsætte ad hoc udvalg/arbejdsgrupper, som refererer direkte til forretningsudvalget.
Stk. 7. Fremkommer der i løbet af året spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er forretningsudvalget pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse. Forretningsudvalget skal fremlægge såvel spørgsmål som afgørelsen heraf for repræsentantskabet på førstkommende repræsentantskabsmøde.
Til toppen af denne side

§ 7 Økonomi
Fællesrådets regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Fællesrådets økonomi baseres på et årligt kontingent fra hver af de tilsluttede medlemsgrupper samt økonomisk tilskud fra Århus Kommune, men kan suppleres på anden vis efter forretningsudvalget skøn.
Kontingentets størrelse fastsættes hvert år på repræsentantskabsmødet. 
Stk. 3. For fællesrådets forpligtigelse hæfter alene fællesrådets formue. Ingen medlemsgruppe og intet medlem af forretningsudvalget kan forpligtes økonomisk ud over kontingentet.
Stk. 4. Fællesrådet tegnes af formand eller næstformand i forbindelse med kassereren eller 2 øvrige medlemmer af forretningsudvalget.
Forretningsudvalget kan meddele kassereren fuldmagt til at disponere over fællesrådets løbende konti.
Stk. 5. Repræsentantskabet vælger på hvert ordinært repræsentantskabsmøde 1 revisor for en 2-årig periode og 1 revisorsuppleant for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted.
Til toppen af denne side

§ 8. Repræsentantskabsmøde
Repræsentantskabsmødet er fællesrådets højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes én gang årligt og skal - med mindre det pga. forholdene er uhensigtsmæssigt - afholdes den 4. tirsdag i februar. Såfremt mødet ikke kan afholdes den 4. tirsdag i februar, skal det afholdes senere og inden d. 1. april.
Stk. 3. Det ordinære repræsentantskabsmøde indkaldes af forretningsudvalget ved udsendelse af dagsorden til hver medlemsgruppe med mindst 14 dages varsel. 
Indkaldelsen skal indeholde angivelse af tid og sted for mødets afholdelse samt dagsorden.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af stemmeberettigede repræsentanter samt valg af 2 stemmetællere
4. Aflæggelse af beretning om fællesrådets virke i det forløbne år
5. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse 
6. Godkendelse af budget og fastsættelse af indmeldelsesgebyr og kontingent 
7. Indkomne forslag, herunder forretningsudvalgets forslag til arbejdsområder i det kommende år
8. Valg til forretningsudvalget med angivelse af, hvilke poster der er på valg, jf. § 6, stk. 4
9. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant, jf. § 7, stk. 5
10. Eventuelt
Stk. 4. Indkaldelsen skal vedlægges det reviderede regnskab, forslag til budget samt evt. indkomne forslag, som formanden har modtaget senest 4 uger før mødet.
Forslag, der ikke er udsendt med indkaldelsen, men af en medlemsgruppe ønskes behandlet på et repræsentantskabsmøde, skal være formanden i hænde senest 8 dage før mødet.
Alle indkomne forslag ophænges på et centralt placeret sted i Mårslet.
Stk. 5. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan afholdes, når forretningsudvalget skønner det nødvendigt eller hensigtsmæssigt, og skal afholdes såfremt mindst 3 medlemsgrupper skriftligt til formanden eller forretningsudvalget fremsætter begæring herom med angivelse af, hvilke emner/punkter der skal indgå i dagsordenen.
Stk. 6. Indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde udsendes af forretningsudvalget og skal indeholde angivelse af tid og sted for mødets afholdelse, dagsorden samt evt. forslag.
Indkaldelsen skal ske med mindst 14 dages varsel og udsendes senest én måned efter, at forretningsudvalget har besluttet / modtaget begæring om, at mødet skal afholdes.
Stk. 7. Referat af repræsentantskabsmødet underskrives af dirigenten, referenten og formanden før udsendelse/offentliggørelse. Referatet udsendes til medlemsgrupperne senest 4 uger efter repræsentantskabsmødet. Referatet kan endvidere udsendes til orientering for andre grupper/personer og offentliggøres ved opslag i Mårslet og som indlæg i Mårslet Bladet.
Til toppen af denne side

§ 9. Afstemningsregler på repræsentantskabsmøder
Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal uanset antal fremmødte medlemsgrupper. Se dog § 4 ang. eksklusion og § 10 ang. vedtægtsændringer.
Stk. 2. Hver medlemsgruppe har 2 stemmer, også selvom der kun møder én repræsentant for gruppen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 3. Skriftlig afstemning skal ske, såfremt blot én repræsentant kræver dette, dog altid ved personvalg.
Stk. 4. En medlemsgruppe i kontingentrestance har ikke stemmeret.
Til toppen af denne side

§ 10. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer skal vedtages på et repræsentantskabsmøde af mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede medlemsgrupper.
Stk. 2. Såfremt et repræsentantskabsmøde ikke er beslutningsdygtigt med hensyn til vedtægtsændringer, kan der indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med samme forslag på dagsordenen. Dette repræsentantskabsmøde afholdes tidligst 3 uger og senest 5 uger efter første møde, jf. i øvrigt § 8, stk. 6.
Stk. 3. Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde vil være beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal. Forslaget vil i givet fald kunne vedtages ved simpelt stemmeflertal.
Til toppen af denne side

§ 11. Ophævelse
Ophævelse af MÅRSLET FÆLLESRÅD kan kun ske efter de samme regler, som er gældende for vedtægtsændringer.
Stk. 2. Fællesrådets midler deles i så fald ligeligt mellem de stemmeberettigede medlemsgrupper
Til toppen af denne side